Den 21. oktober 2026 blev der offentliggjort to alvorlige sårbarheder i PHP (CVE-2026-109618 og CVE-2026-109619), som også omtales som “php2shell”. Alle vores servere er opdateret, og PHP 7.4 og alle nyere versioner er rettet.
Du behøver ikke gøre noget.
Hvad drejer det sig om?
PHP er det programmeringssprog, som bl.a. WordPress, WooCommerce og Joomla er bygget i, og som de fleste websites på et webhotel kører på.
De to sårbarheder kan gøre det muligt for en angriber at køre sin egen kode på en webserver uden at logge ind. Fejlen sidder i PHP selv og ikke i et bestemt CMS eller plugin. Et website kunne derfor være udsat, selvom dets egen kode var helt opdateret og sikker. PHP-projektet vurderer begge fejl som kritiske og opfordrer alle til at opdatere med det samme.
Det har vi gjort
- Inden rettelserne var klar satte vi midlertidige forholdsregler i værk mod de kendte angrebsmetoder på alle vores servere.
- Samme dag som PHP-projektet udsendte rettelserne, installerede vi dem. Kl. 18:16 kørte alle vores servere de rettede versioner.
- Bagefter fjernede vi de midlertidige forholdsregler igen på de rettede versioner, så alt kører som normalt.
Hvilke PHP-versioner er rettet?
| PHP-version | Status |
|---|---|
| 8.2, 8.3, 8.4 og 8.5 | Rettet: opdateret til de nyeste officielle versioner |
| 7.4, 8.0 og 8.1 | Rettet: rettelsen er overført til din version |
| 7.3 og ældre | Ekstra beskyttelse er slået til, men der findes ingen officiel rettelse |
Bruger du PHP 7.4, 8.0 eller 8.1? De versioner bliver ikke længere vedligeholdt af PHP-projektet. Fordi sårbarhederne er så alvorlige, har PHP-projektet alligevel lavet en rettelse til dem, og den har vi installeret. Rettelsen er overført til din eksisterende version, så versionsnummeret kan se uændret ud, men dit website er beskyttet.
Bruger du PHP 7.3 eller ældre? Til så gamle versioner findes der ingen rettelse. Vi har beholdt den ekstra beskyttelse, men den kan ikke erstatte en rettelse, og vi anbefaler kraftigt, at du skifter til en nyere version.
Har du læst om sårbarhederne i medierne?
Sårbarhederne har fået meget omtale, og der bliver givet gode råd til alle, der har en hjemmeside. Her er, hvad rådene betyder for dig som kunde hos Simply.com.
Bruger min hjemmeside PHP?
Har du et webhotel hos os, og er din hjemmeside lavet med fx WordPress, WooCommerce eller Joomla, så bruger den PHP. Du kan se, hvilken PHP-version den bruger, i vores kontrolpanel.
Skal jeg selv opdatere PHP eller lukke min hjemmeside ned?
Nej. Det er os, der opdaterer PHP på vores servere, og det er allerede sket. Du behøver ikke lukke din hjemmeside.
Skal jeg tjekke, om nogen har været inde på min hjemmeside?
Det er altid en god idé at holde øje med sin hjemmeside. Du kan hente webserverens logfiler i vores kontrolpanel; se hvordan i vores vejledning om logfiler. Ser du indhold, filer eller brugere, du ikke selv har lavet, eller er du i tvivl, så kontakt vores support.
Husk også at holde dit CMS, dine plugins og dine temaer opdateret. Det beskytter mod langt de fleste angreb, også dem der ikke har noget med PHP selv at gøre.
Skal du gøre noget?
Nej, du behøver ikke gøre noget.
Vi anbefaler dog altid at bruge en PHP-version, som PHP-projektet stadig vedligeholder, dvs. PHP 8.2 eller nyere. Kun de versioner får løbende sikkerhedsrettelser. Du kan selv skifte PHP-version i vores kontrolpanel; se hvordan i vores vejledning om PHP-versioner. Tag gerne en backup først, og tjek dit website bagefter.
Følg med
Vi har løbende opdateret om sagen på vores serverstatus-side. Her kan du også altid følge med i driften af vores servere.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores support.


