Tour de Managed WordPress

3. etape: Opdater WordPress

Vi er nået til 3. etape. Dagens rute byder på funktionen ”Opdater WordPress”.

Det er vigtigt at være i topform – både hvad angår konditionen, men også udstyret. Der skal være styr på at vi performer på højeste niveau, og der skal være styr på sikkerheden.

Det er netop hvad dagens funktion ”Opdater WordPress” hjælper vores WordPress hjemmeside med.

Opdater WordPress

Det er vigtigt at holde din WordPress hjemmeside up-to-date, og det giver en række fordele:

  • Bedre ydeevne: Når du er fuldt opdateret, er du sikker på at din hjemmeside kører så hurtigt som muligt
  • Ny funktionalitet: Der kommer ofte nye features og muligheder med nye opdateringer. Både i selve WordPress samt i dit tema og dine plugins
  • Styr på sikkerheden: Hvis der bliver fundet en sikkerhedsmæssig svaghed i WordPress, et plugin eller tema, så er det vigtigt, at du opdaterer til den seneste version, som fikser problemet. Ellers risikerer du at blive hacket.

Opdater WordPress består af 4 funktioner, som hjælper os ude på ruten. Lad os køre dem i møde!

1. Opdater WordPress Core

Al den bjergtræning i de tynde luftlag. Alle de skåle havregryn med vand. Træningen har båret frugt, og konditionen står knivskarp og kampklar.

Det samme er tilfældet, når du opdaterer WordPress Core. Alle filer sendes i træningslejr, og kommer tilbage i den bedste form, de nogensinde har været i.

Opdater dine WordPress Core filer, og få din hjemmeside i topform

Det drejer sig blandt andet om filerne i mapperne wp-admin, wp-content og wp-includes. Du kan til enhver tid tilgå disse filer fra dit kontrolpanel under “File Manager”.

Det er nemt at bruge funktionen “Opdater WordPress”.

For at opdatere vores Core filer klikker vi på funktionen og sætter flueben ved “Opdater WordPress Core” og trykker “Opdater nu”. Vi kan også vælge at opdatere temaer og plugins i samme ombæring. Proceduren er den samme.

Her vælger vi at opdatere WordPress Core filer.

Vi får en bekræftelse, når funktionen har kørt.

Succesfuld opdatering af WordPress Core!

2. Opdater WordPress plugins

De gamle havelåger er skiftet ud med personligt tilpassede mekaniske mesterværker af cykler. Hjelm, cykelsko, handsker og briller kommer fra den seneste kollektion. Du er klar til at performe.

Når du opdaterer dine WordPress plugins, bidrager hver del – hvert plugin – til helheden, og skyder din hjemmeside afsted mod podiet som en superladet aerodynamisk pil.

Opdater dine plugins og skyd afsted mod målstregen i topfart

Hvis du ikke opdaterer dine plugins, går du glip af ny funktionalitet, og du risikerer, at der opstår fejl på din side. Samtidig udgør ikke-opdaterede plugins en sikkerhedsrisiko, som kan udnyttes af personer med ondsindede hensigter.

3. Opdater WordPress tema(er)

Den nye holdtrøje ser glimrende ud. Holdet tager sig ud som en manifesteret magtdemonstration på pressebillederne.

Udseendet på din hjemmeside er for din besøgende noget af det vigtigste. Hvis der er huller i tøjet eller rust på cyklen, så bliver det bemærket. Det samme gør sig gældende, hvis din hjemmeside ikke følger udviklingen og ligner et relikvie fra fortiden.

Ja, 80’erne kunne selvfølgelig noget..

Med Opdater WordPress sørger du for, at din hjemmeside tager sig ud fra sin bedste side, og du går ikke glip af nye af tilpasningsmuligheder.

4. Valgfrit: Aktiver automatiske opdateringer

Når alt fungerer, så tænker du ikke på hvert tråd i pedalerne, hvert gearskift eller at læne kroppen til siden i et sving. Det sker automatisk.

Det samme kan siges om automatiske opdateringer. Ved at være med helt foran i feltet, behøver du ikke tænke på, om din hjemmeside styrter – i hvert fald ikke på grund af manglende opdateringer.

Prognose for næste etape

Vi er næsten i mål. På den anden side af 4. etape venter podiet. Lad os komme i mål på bedste vis og i bedste tid.

Vi skal se på de sidste praktiske funktioner i Managed WordPress.

Vi ses, for sidste gang, i startfeltet til 4. etape – allez allez allez!