Efter de sidste par måneders opråb omkring bindingsperioder, forbrugerombudsmand og evt. prisstigninger, syntes vi det er på plads at klarlægge vores egne betingelser på området. Opråbene har grænset til god gammeldags mudderkastning med udtryk som cowboy-branche og bananstat, der mest af alt blot ligner brug af “FUD” for egen vindings skyld.
Baggrunden for alt dette, er en sag fra 2005 omtalt som “Viasat sagen“. Her fik en kunde hos Viasat, rettens ord for, at det var urimeligt at forlænge et abonnement automatisk med 12 måneder. Som følge af dette, har forbrugerombudsmanden har sendt følgende lovforslag, omkring forbrugeraftaler mellem en virksomhed og kunder til Justitsministeriet: Lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler. Lovforslaget tilgodeser kunden og tillader ikke, at abonnementer kan fornyes automatisk, med mere end 6 måneder af gangen. Der er så nævnt at dette skal gælde for alle abonnementer over en uspecificeret bagatelgrænse, der egentlig kan gå hen og blive rigtig interessant i hosting branchen. Især ved lavpris hosting, der især henvender sig til det private marked.
Da vi startede tilbage i 2003, var vores målsætning en simpel og gennemsigtig forretningsmodel, med et rigtig godt produkt til en konkurrencedygtig pris. Godt nok løber vores perioder som udgangspunkt 12 måneder, men et reelt abonnement har aldrig eksisteret i UnoEuro regi. Alle produkter bliver automatisk afmeldt hvis ikke de fornyes af kunden, præcis som vi kender det fra eksempelvis DK-Hostmaster.
Vi udsender hverken fakturaer eller melder kunder til inkasso, og har aldrig gjort det i de 5 år vi har eksisteret. Vores koncept har altid været det samme, hermed et udsnit fra vores betingelser:
“Webhotelsperioden løber i 12 hele måneder fra dagen webhotellet bestilles. (…) 8, 6, 4, 2 og 1 uge(r) før endt periode fremsendes anmodning til kunden om forlængelse af de efterfølgende 12 måneder. Hvis perioden ikke forlænges udløber/nedlægges webhotellet 2 uger efter periodens oprindelige udløb (…)”
Simpelt, gennemskueligt og effektivt, i alle parters bedste interesse. Vi har derfor ingen intentioner om at ændre vores koncept. Et koncept vi både er stolte af og utrolig tilfredse med.