POP3 vs. IMAP

De fleste af os tænker nok på e-mail som én ting – e-mails!

Teknisk set er der dog forskellige måder at håndtere og modtage e-mails på.

Hos Simply.com understøtter vi to forskellige protokoller til e-mails: IMAP og POP3.

I dette blogindlæg giver vi en introduktion til, hvordan de 2 protokoller fungerer, og hvordan de er forskellige. Vi forsøger også at klargøre, hvorfor langt de fleste i dag (formentlig) bør bruge IMAP.

Protokollen er mest relevant i forbindelse med opsætning af et mailprogram, der opsættes lokalt – f.eks. Outlook på en computer, eller mail-appen på en mobil.

Protokollen afgør nemlig, hvordan forskellige apps kan kommunikere med vores mailservere, som dine e-mails modtages på.

I dag “gætter” de fleste mailprogrammer på, at du vil opsætte en IMAP konto, men nogle kan have POP som standard.

Du har altid mulighed for selv at vælge. Derfor er det godt at vide, hvad man har at vælge imellem.

POP3

Vi begynder med at introducere POP3 – mestendels fordi det er den ældste protokol, men også fordi det er den letteste at forstå.

POP bygger på en ret enkel metafor. Det står for “Post Office Protocol”, fordi den fungerer mere eller mindre ligesom et postkontor (til de af os, der kan huske, hvordan de fungerede).

Når dit mailprogram er opsat til at bruge POP3, forbinder det til den mailserver, der er angivet som din indgående mailserver, og spørger den, om der er post.

Så, ligesom på postkontoret: Hvis der er post, tager den posten under armen og tager den med hjem til din computer.

Når du har taget din post med dig “hjem”, opbevarer postkontoret normalt ikke en kopi af din post.

Så i tilfælde af, at din post efterfølgende skulle blive væk, så er du på den.

POP gemmer som udgangspunkt heller ikke en kopi af din post.

Eller hvordan de her fungerede..

Historien bag POP

POP blev oprindeligt designet i begyndelsen af 80’erne som en nem måde at logge på en server med brugernavn og adgangskode for at downloade e-mails til den pågældende bruger.

Sidenhen er der kommet visse forbedringer til denne grundlæggende funktionalitet, f.eks. muligheden for ikke at downloade og læse alle e-mails på én gang, og ikke slette alt på serveren med det samme, men bevare kopier af e-mails på serveren i 2 uger eller 30 dage.

Derudover har POP ikke ændret sig meget siden sidst i 90’erne.

Det betyder, at hvis du kommer til at slette en masse vigtige e-mails, er du afhængig af løbende at have lavet backup selv.

En anden ting ved POP er brugen af flere forskellige enheder til e-mails.

Lever du i det 21. århundrede, er du formentlig vant til at tjekke e-mails på både din computer og telefon – måske også gennem browseren, i forbindelse med rejser og lignende.

POP er ikke designet med den slags for øje.

Det betyder bl.a. at læste e-mails på én enhed, er ulæste på en anden, og at mapper kun oprettes lokalt.

POP har stadig sin plads i enkelte tilfælde, og vi fortsætter selvfølgelig med at understøtte det, men for de flestes behov i dag, så er det IMAP, man skal bruge.

IMAP

IMAP står for Internet Message Access Protocol. Det har ikke på samme måde en metafor lige til højrebenet, men det fungerer faktisk mere intuitivt, ud fra den måde, vi i dag er vant til at bruge internettet.

Der er her tale om, at der er nogle meddelelser ude på nettet, som man kan tilgå, hvor de er.

Det kan sammenlignes med en cloud tjeneste for backup eller fjernopbevaring af filer som f.eks. Dropbox.

I skyen..

Hvordan fungerer det så?

Med Dropbox har du en “Dropbox”-mappe et sted på din computer. Du har måske også en app på din telefon. Herfra kan du altid bruge web-interfacet i browseren.

Det gør ingen forskel, om du sletter en fil fra din telefon, eller opretter en kommentar i et Word-dokument fra en vens computer via web-interfacet i browseren. Ingen af filerne ligger alene på en enkelt af enhederne, men hos Dropbox. De sørger for, at alle dine filer er tilgængelige på samme måde, fra alle dine synkroniserede enheder.

Det samme gør IMAP for e-mails.

Med IMAP forbliver e-mails på vores mailserver, indtil du selv sletter dem.

Når de bliver markeret som læst på én enhed, er de også markeret læst på en anden.

Opretter du en mappe fra telefonen, og flytter alle kvitteringer fra webhandel over i den, så ligger de også i den nye mappe på din computer.

Eftersom e-mails bliver liggende på vores mailservere, kan du også meget nemmere skifte eller oprette en ny enhed.

Hvis du skal have en ny computer, behøver du ikke tage backup af den gamle computers mailboks, og flytte den over på den nye med et USB-stick, for at importere backup-filen til den nye mailkonto.

Du opsætter bare den nye mailkonto, som synkroniserer med mailserveren, hvor alle dine e-mails allerede er.

Det vil også være muligt at udnytte vores backup af din mailboks.

Opsætning

Til en ny opsætning, er det meget nemt at sætte begge dele op.

Ønsker du at bruge POP, kan du som regel bare vælge dette i dit mailprogram, som bruger port 110 (995 med SSL) til indgående server.

For IMAP bruger du port 143 (993 med SSL) til den indgående server.

Ingen af delene har nogen indvirkning på den udgående server og øvrige indstillinger – det er de samme, som det plejer at være.

Sidder du lige nu med en POP-konto, som du gerne vil lave om til IMAP i stedet, er du nødt til at tage backup af indholdet og oprette en IMAP-konto, som du kan indlæse backuppen på.

Men det behøver du også kun at gøre den ene gang.

Har du en fornemmelse af, at du har en POP-konto, der burde ændres til IMAP? Så se med her.